So so true.
Og det kan da ikke være helt uden bivirkninger for os allesammen. Kan man ikke blive afhængig af at være så perfekt, som man kan blive på facebook? Kan man ikke deponere så meget af sin (positive) selvforståelse i en skønt autokurateret1 selv(re)præsentation, at man mister fornemmelsen for hvem man (også) negativt er? Måske er det derfor jeg hader facebook. Det er ofte et lidt selvhøjtideligt sted. Og jeg er også selvhøjtidelig, når jeg er på facebook – det er ikke det.
Jeg er sikkert også selvhøjtidelig her på erduokindeni. Men det er mit eget sted og ingen skal føle sig forpligtet til at “være ven” og følge med. Og i øvrigt handler denne weblog ikke om mig. Det skal man huske at minde sig selv om engang imellem – for jeg vil tro, at dette indlæg har den hidtil største hyppighed af ordet “jeg”.
Men mere end velkommen alligevel i det nye 2012, som allerede blev 6 dage, inden erduokindeni første gang viste sit ansigt i din rss-reader igen.
Billedet stammer fra comicalconcept.com og det er fundet via Elezea, som er en meget fin blog.
-
Ok, det var et ord jeg lige opfandt. Auto, som i ‘selv-‘. kurateret, som i ‘udvalgt’/’selekteret’ – altså som en kurator på en udstilling. ↩
